2020: Demokraternes valg står mellem fire personer

Foto: Gage Skidmore.Licens

Velkommen tilbage efter en forhåbentlig veloverstået jul og nytår til den første artikel, vi skriver her i 2020 – forhåbentlig den første af mange.

Det er nemlig endelig blevet valgåret, vi her på siden har ventet på, og der er under en måned til, at det første caucus i Iowa løber af stablen. I den forbindelse opsummerer vi lige, hvorledes feltet står lige nu.

Status er, at Joe Biden fortsat er frontløber efterfulgt af Bernie Sanders, Pete Buttigieg og Elizabeth Warren i nævnte rækkefølge, og at det dermed er et løb mellem fire personer for nuværende.

Det store spørgsmål bliver, hvorledes Joe Biden vil klare sig i Iowa og New Hampshire – hvor valget er utrolig åbent, og hvor han stadig godt kan vinde. For Buttigieg er spørgsmålet med Iowa omvendt, om det kan være det, der giver ham det gennembrud, der kan bevirke, at han vinder nomineringen.

Omvendt er Elizabeth Warren i gevaldige problemer, Hendes nationale meningsmålinger er faldet markant, fra at hun i oktober var lige med Biden nationalt ifølge RealClearPolitics, og kan hun ikke formå at lave et resultat i Iowa eller New Hampshire, må hendes præsidentielle drømme anses for at være slukkede.

Bernie Sanders er modsat tidligere et bedre bud på at vinde nomineringen, end Warren, og også hans chancer i Iowa og New Hampshire er rigtig gode. Tag dog ikke fejl: Han halser fortsat efter Joe Biden – relativt klart endda.

Er der ikke andre? Det bedste bud på et wildcard er senator Amy Klobuchar, der for nylig har afsluttet en tur rundt i alle Iowas 99 counties. Hun er langt efter – men der er en spinkel mulighed for, at hun kan vinde Iowa. Den er dog så spinkel, at vores opfattelse af ræset er, at der er fire seriøse bud på en vinder af nominering, hvis altså ikke det ender med et åbent konvent, hvilket også er en realistisk mulighed. Det er muligt, at dynamiken ændrer sig, så det er ikke endegyldigt et ræs mellem fire personer, men sådan er det lige nu.

Lad mig til slut fortælle lidt om det initiativ, vi har løftet sløret for før julen – vores nye podcast.

Vi arbejder fortsat med format og platforme, hvorpå den skal udgives, men planen er i første ombæring, at den skal være analyser af nogle forskellige emner i valgkampen, og som vi kan tage fat på i et andet format, end når vi skriver. Det vil dermed næppe være den længste podcast, man har hørt, men passende til, at man kan tage den i ørene til morgenkaffen eller under en kortere transport til arbejdet – og den vil udkomme regelmæssigt. Vi vil også bestræbe os på at lave udsendelser af en mere historisk karakter, hvor vi vil tage fat på traditioner eller tidligere tiders valgkampe.

Vi glæder os til at præsentere mere.

Velkommen til 2020 – valgåret.

About the Author

Jakob Terp-Hansen
Redaktør på USA2020.dk. Mail: Jakob@terp-hansen.dk

Kommentarer on "2020: Demokraternes valg står mellem fire personer"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*


Vi bruger cookies

Vi håber, du vil acceptere dem, så vi kan måle besøg, men du behøver selvfølgelig ikke.