Hvad kan vi lære af omvalget i North Carolina?

Foto: James Willamor. Licens

Den nok største skandale omkring midtvejsvalget i 2018 var valget til repræsentanternes hus i North Carolina’s niende distrikt. Tilsyneladende vandt republikaneren Mark Harris en yderst snæver sejr over demokraten Dan McReady, men den uofficielle føring på 905 stemmer blev annulleret som følge afsløringer af republikanske forsøg på valgsvindel. Mark Harris havde hyret kampagneoperatøren McCrae Dowless, der blev afsløret i svindel med brevstemmer i et ukendt omfang, hvorefter North Carolina State Board Of Elections annullerede valgresultatet.

Omvalget fandt sted tirsdag d.10. september og blev fulgt tæt af politiske analytikere for at få en indikation på det politiske styrkeforhold mellem partierne frem imod 2020. Kunne demokraterne fastholde de gode tendenser fra 2018? Hvad betød det at Trump blandede sig i valget? Valget tirsdag endte med at den nye republikanske kandidat Dan Bishop (Mark Harris valgte ikke at forsøge at stille op igen, officielt grundet helbredsårsager) slog Dan McReady med ca. 2%-point eller hvad der svarer til omkring 4000 stemmer.

Hvad fortæller resultatet os?

For det første skal det konstateres at det er vanskeligt direkte at udlede noget fra lokale kongresvalg til valg til præsidentposten. Lokale kandidaters kvaliteter og politiske standpunkter spiller en relativt stor rolle, selv i det polariserede USA, lige som at valgdeltagelsen ved særvalg ikke kan sammenlignes med valgdeltagelsen ved præsidentvalg, hverken i omfang eller i vælgersammensætning. Lad os trods denne indvending alligevel prøve at se hvad henholdsvis demokraterne og republikanerne kan tage med fra valget.

For Dan McReady må det have været en skuffelse for det første at tabe og for det andet at klare sig dårligere end ved midtvejsvalget. Man kunne syntes at skandalesagen burde have skadet den republikanske kandidat, hvilket tilsyneladende ikke skete. Forhåndsindikationerne så også gode ud for McReady der havde en stor føring i fundraising og lå fornuftigt i de få meningsmålinger der blev foretaget inden valget, men det resulterede altså ikke i en valgsejr. Der er altså ikke nogen tvivl om at Dan McReady selv led et lederlag, men hvad med det demokratiske parti?

Demokraternes analyse

Demokraterne kan lune sig ved at McReady trods alt kun tabte med 2%-point i et distrikt som Trump vandt med 12%-point i 2016. Dette tyder på at den store demokratiske fordel på 8,6%-point fra midtvejsvalget til huset, stadigvæk er forholdsvis intakt, om end lidt mindre, hvilket stemmer fint overens med meningsmålingerne for tiden. Bemærk at Trump i 2016 tabte med 2,1%-point til Clinton, men at et yderligere uniformt tab på ca. 0,8%-point ville have kostet ham præsidentposten. Det er stadigvæk svært at forestille sig at Trump ville kunne vinde præsidentposten med et tab til den demokratiske kandidat på meget over 3%-point, selvom det teoretisk selvfølgelig er muligt. Ligeledes kan nederlaget bortforklares med at Bishop havde fordelen af hele det republikanske apparat bag sig, inklusive et stort anlagt valgmøde med præsident Trump himself, der havde satset alt på at undgå et nederlag. Demokraterne kan også trøste sig lidt med at en væsentlig forklaring på nederlaget nok er at valgdeltagelsen var markant lavere end i 2018. Demokraterne har notorisk flere vælgere blandt grupper der har sværere ved at tage sig sammen til at dukke op og stemme, som unge og minoriteter. Partiet satser hårdt på at mobilisere netop disse vælgere ved selve præsidentvalget.

Republikanernes analyse

Omvendt er det noget bekymrende for demokraterne at polariseringen mellem land og by tilsyneladende fortsætter med at blive stærkere, hvilket analyserne af valget indtil videre tyder på. At demokraternes vælgere centreres mere og mere omkring de store byer er en ulempe når der skal tegnes distrikter, da det helt uden republikanske forsøg på partisk gerrymandering fører til naturligt ”skæve” distrikter, hvor demokraternes vælgere koncentreres i få distrikter, mens republikanerne så kan vinde de resterende distrikter med en mindre margin.

For Republikanerne er valget først og fremmest en lettelse. Et nederlag havde set skidt ud i en valgkreds Trump vandt med 12%-point, og ville have ført til en uheldig medie-narrativ for partiet. Ligeledes for Trump der selv trådte til og givetvis i egen optik vendte et truende nederlag til en sejr. Ydermere lænede Dan Bishop sig tæt op ad Trump, hvilket var et vink med vognstang til andre republikanere om at vejen til sejr i 2020 ikke er at lægge afstand til Trump men at støtte ham ubetinget. Så i den forstand må valget ses som en umiddelbar sejr for Trump. Om det er en sejr for republikanerne er en anden sag. Det er ikke nødvendigvis til fordel for partiet at Trumpianske udfordrere til mere moderate republikanske kongresmedlemmer får blod på tanden til at udfordre disse ved primærvalg. Som bekendt gik det galt for republikanerne ved flere lejligheder i 2012, da ekstreme tea-party kandidater endte med at tabe senatssæder der ellers med lethed kunne have været vundet af mere moderate kandidater. Det gjaldt eksempelvis for Todd Akin, der tabte senatsvalget i Missouri efter uheldige kommentarer om at kvinder ikke kunne blive gravide som følger at voldtægter. For republikanerne er det ligeledes stærkt bekymrende at distriktet trods alt stadig står 10%-point værre end i 2012, hvor Trump på landsplan vandt super snævert.

Med andre ord er den oplagte konklusion at republikanerne kan ånde lettet op med en sejr ovenpå et truende nederlag, men at skyerne fortsat ser truende ud frem imod 2020.

Hvad med de andre særvalg?

Valget tirsdag i North Carolinas niende distrikt er ikke det eneste særvalg der har været afholdt i denne valgperiode, men de andre valg har ikke tilnærmelsesvis samme betydning. Ligeledes tirsdag blev der afholdt særvalg i North Carolinas tredje distrikt, men her vandt republikaneren Gregory Murphy stensikkert over demokraten Allen Thomas med 24%-point. Kredsen er en stensikker republikansk kreds og det er notorisk problematisk overhovedet at forsøge at analysere resultater fra kredse der ikke er kompetitive, så det vil jeg undlade. Ligeledes tilbage i maj måned vandt republikaneren Fred Keller med hele 37%-point over demokraten  Marc Friedenberg i endnu en stensikker republikansk kreds.

 

Kommentarer on "Hvad kan vi lære af omvalget i North Carolina?"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*