I Iowa er stillingen uafgjort – og så alligevel ikke

Foto: Gage Skidmore.Licens

Vi stakkels valgnørder har sukket efter det længe, og nu kom de endelig: Nye, dugfriske meningsmålinger fra de to første stater, til at vælge delegerede til demokraternes konvent, Iowa og New Hampshire. Som Jakob skrev i oktober, er Iowa traditionelt uhyre vigtig, fordi den kan give vinderen (eller vinderne) momentum. Og omvendt kan den også fuldstændigt tage pusten fra kandidater, der klarer sig dårligt her .

Og hvad siger de nye meningsmålinger om de førende kandidaters chancer? Det relativt velanskrevne YouGovs målinger viser, at førstepladsen øjeblikkeligt er delt af tre kandidater med et solidt forspring ned til nummer fire:

  1. Bernie Sanders 23%
  2. Joe Biden 23%
  3. Pete Buttigieg 23%
  4. Elizabeth Warren 16%

Lad os starte med Elizabeth Warren, der tilbage i oktober havde så meget medvind på cykelstien, at hun toppede vores Top 5, men som siden har mistet noget af pusten. Kort sagt er de nye målinger ganske skidt læsning for Warren, der også i fivethirtyeights gennemsnit over meningsmålinger nationalt ligger på en fjerdeplads. For os er analysen ret simpel: Hvis Warren bliver nummer fire i Iowa, har vi mere end almindeligt svært ved at se hende vinde Demokraternes nominering. Hun skal således enten håbe på, at meningsmålingerne skyder forbi i Iowa, eller også skal hun hive en kanin op af hatten. Det er bestemt ikke slut, men det ser svært ud.

For Buttigieg må målingerne også have været en blandet fornøjelse. På den ene side ligger han på en delt førsteplads, hvilket jo i sig selv er glimrende, men omvendt har han mere end Biden og Sanders behov for at vinde Iowa. En delt førsteplads vil være et fint resultat, men vil efter vores vurdering sandsynligvis ikke være nok til at generere det momentum, der skal til for, at Mayor Pete vinder nomineringen.

Sandes og Biden er umiddelbart dem, der må have læst målingen med størst tilfredshed. Sanders “fører” også snævert i New Hampshire (27% mod Bidens 25%) – en stat, hvor han også klart slog Hillary Clinton i 2016. Den store vinder ser dog ud til at være Biden. Han fører fivethirtyeights gennemsnit af meningsmålingerne i både Iowa og New Hampshire, og han er den af kandidaterne, der umiddelbart bedst vil kunne tåle ikke at vinde disse to stater, da han står meget stærkt i de to næste stater (Nevada og South Carolina – især i sidstnævnte). Hvis Biden går hen og vinder Iowa og New Hampshire, bliver han meget svær at slå. Da Iowa og New Hampshire, som vi før har skrevet om, er svære stater for Biden, er et resultat noget nær uafgjort også et godt resultat for den tidligere vicepræsident.
Usa2020.dk vil naturligvis følge udviklingen i meningsmålingerne meget tæt, efterhånden som vi nærmer os valgdagen i Iowa.

Kommentarer on "I Iowa er stillingen uafgjort – og så alligevel ikke"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*


Vi bruger cookies

Vi håber, du vil acceptere dem, så vi kan måle besøg, men du behøver selvfølgelig ikke.