Ruth Bader Ginsburg, højesteretsdommer og ikon, er død

Foto: European University Institute. Licens

Højesteretsdommer Ruth Bader Ginsburg, et sandt ikon, er afgået ved døden, 87 år gammel. En kvinde, hvis karakter og eftermæle det er svært at yde retfærdighed i en enkelt artikel.

Ginsburg, der også er kendt som Notorius RBG, blev højesteretsdommer i 1993, nomineret af Bill Clinton. 96 senatorer stemte for, mens 3 stemte imod – og dermed kunne Ginsburg indtage pladsen som den blot anden kvindelige højesteretsdommer i amerikansk historie på rettens venstrefløj. Hun døde som de facto leder af denne fløj, der bestod af hende og tre andre og blev mest kendt for sine “dissents”, dvs. beslutninger, som hun modsatte sig. Det er nok ikke for meget at betegne hende som en “rockstar”, som NBC News eksempelvis gør det.

Vil man vide mere om den progressive, feministiske højesteretsdommer, er den emmy-vindende dokumentarfilm “RBG” absolut tiden værd.

Højesteret i 2020-valgkampen

Nu står hendes sæde imidlertid tomt. Såfremt præsident Donald Trump nominerer, og Senatet godkender, en ny højesteretsdommer, vil dette være den tredje nye højesteretsdommer, der tiltræder embedet i Trumps præsidentperiode.

Om det, at der nu skal udnævnes en ny højesteretsdommer kan hjælpe Trump i valgkampen – en hjælp, han godt kunne bruge – er så et andet spørgsmål.

New York Times beskriver, hvordan eksempelvis en national FOX News-måling indikerer, at Biden foretrækkes over Trump til at nominere den næste højesteretsdommer. En nylig Marquette/Law-måling fra Wisconsin illustrerer også, at 59 % af Biden-vælgerne betragter udnævnelse af den næste højesteretsdommer som “meget vigtig” mod 51 % af Trump-vælgerne. Alt det her er selvfølgelig data, der er fremkommet før Ginsburgs død. Og en måling fra i dag fra YouGov indikerer, at 51 % ikke mener, Trump bør nominere en ny højesteretsdommer. Det er dog tidligt at afgøre, hvorvidt det kan hjælpe Trump eller ej.

Man kan selvfølgelig også tvivle på, om det vil have den store effekt på dynamikken i valgkampen. Den  vurdering hælder jeg til. Vigtigst af alt er i hvert fald, at den nuværende situation er monumental. Højesteret har kæmpe betydning, og balancen er med Ginsburgs død 5-3 i konservativt favør. Formår Trump at nominere og senatet at godkende en ny højesteretsdommer, kan denne balance opretholdes.

About the Author

Jakob Terp-Hansen
Redaktør på USA2020.dk. Mail: Jakob@terp-hansen.dk

Kommentarer on "Ruth Bader Ginsburg, højesteretsdommer og ikon, er død"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*


Vi bruger cookies

Vi håber, du vil acceptere dem, så vi kan måle besøg, men du behøver selvfølgelig ikke.