Kandidaterne, der ikke er i top 4

Foto: Gage Skidmore.Licens

Mens Bernie Sanders, Joe Biden, Elizabeth Warren og Pete Buttigieg synes at være de fire favoritter til den demokratiske nominering, tager vi i denne artikel et kig på nogle af dem, der ikke er i top 4, men som er blandt oplagte bud på de resterende placeringer i en top 10.

Amy Klobuchar

Senatoren fra Minnesota annoncerede sit kandidatur i snevejr i februar ovenpå sit genvalg i 2018.

Klobuchar er kommet med flere retorisk stærke replikker, heriblandt ”Houston, we have a problem” i den tredje debat, der blev afviklet i netop Houston og i den seneste, hvor hun sendte denne afsted: ”I govern both with my head and my heart, and if you think a woman can’t beat Donald Trump, Nancy Pelosi does it every single day.”

Men ovenstående skal ikke betragtes som noget, der kan vinde hende nomineringen. Skal hun det, er vejen stejl, og det er i Iowa, at muligheden ligger. Men den er meget lille.

Her har hun i de senere meningsmålinger ikke været under 5 % ifølge Fivethirtyeights oversigt – men det er næppe nok mod Biden, Buttigieg, Warren og Sanders, der har et meget stærkt forspring. Nationalt har Klobuchar 2 % ifølge The Economists gennemsnit. Ganske vist var hun nummer fem i vores seneste top 5 – men ikke så meget på grund af hendes egne chancer, som fordi ingen andre kandidater end dem i top 4 overgår hende.

Kamala Harris

En af de store skuffelser har været Californiens senator Kamala Harris, der syntes at have så meget at byde på, men som slet ikke har slået igennem. Tværtimod. Det gode moment kom i Demokraternes første debat i sommer, men det falmede, og hun ligger nu på blot 4 % nationalt jævnfør The Economist.

Et vidnesbyrd om hendes problemer ligger blandt andet i hjemstaten Californien. Ifølge Fivethirtyeights oversigt har hun ikke ført i en meningsmåling siden juli, og det er ikke ligefrem noget godt tegn.

Cory Booker

Senator Cory Booker har længe syntes at mangle et moment i kampagnen, hvor han kunne bryde ud og få momentum. Som Henrik Jürgensen rammende skrev efter den tredje debat: ”Hvad skal den stakkels mand dog gøre?”

Booker er stærk oratorisk, ung, karismatisk og har en interessant profil, men han har ikke slået igennem i år og kommer næppe heller til det. 2 % nationalt bliver det til, og Booker har heller ikke endnu kvalificeret sig til decembers debat. Det bliver næppe i 2020, at Booker bliver den demokratiske præsidentkandidat.

Andrew Yang

Andrew Yang, iværksætter og forfatter, har i høj grad markeret sig på idéen om borgerløn. Herom skrev han forleden følgende – ganske humoristisk – på Twitter: “I’m literally trying to give everybody money.”

Yang har imidlertid 4 % nationalt ifølge The Economist og er heller ikke en seriøs udfordrer i hverken Iowa eller New Hampshire – trods sin unikke profil. Yang har heller ikke endnu kvalificeret sig til decembers debat.

Tom Steyer

Milliardæren Tom Steyer har ikke rykket det store trods sin stærke pengetank – blot 1 % nationalt bliver det til. Trods et par hæderlige målinger i South Carolina i november – med et gennemsnit på 5 % jævnfør Fivethirtyeights oversigt – så er det slet ikke nok til, at Steyer bliver en seriøs udfordrer i kampen om nomineringen. At han ikke har kvalificeret sig til decembers debat, gavner heller ikke ligefrem hans chancer.

Forleden hoppede Michael Bloomberg desuden ind i ræset. Vores analyse af hans chancer kan læses her.

About the Author

Jakob Terp-Hansen
Redaktør på USA2020.dk. Mail: Jakob@terp-hansen.dk

Kommentarer on "Kandidaterne, der ikke er i top 4"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*


Vi bruger cookies

Vi håber, du vil acceptere dem, så vi kan måle besøg, men du behøver selvfølgelig ikke.