Nedslag i nye meningsmålinger fra Iowa

Foto: Gage Skidmore.Licens

I den seneste tid er der udkommet tre nye meningsmålinger fra staten, hvor det første valg løber af stablen 3. februar – Iowa. Og de tre målinger, der er foretaget i alt fra slutningen af december til 12. januar, viser et løb, der er meget åbent, og som i øjeblikket realistisk kan vindes af fire kandidater. Et gennemsnit af de tre målinger fra RealClearPolitics viser følgende stilling:

Joe Biden 20.7 %, Bernie Sanders 20.3 %, Pete Buttigieg 18.7 %, Elizabeth Warren 16.0 %. Kandidaten tættest på disse er Amy Klobuchar, senator fra Minnesota, på 7.0 %.

Meninger kan skifte

Ræset er altså fortsat fuldstændig åbent, og der er ingen klar føring til nogen. Udover at det er meget tæt i målingerne, så er der nemlig fortsat mange vælgere, der endnu ikke har afgjort, hvem de stemmer på, når vi kigger på de tre målinger.

Ifølge seneste måling fra Monmouth University siger godt og vel 40 % af vælgerne, at der i det mindste er en moderat sandsynlighed for, at de kan støtte en anden kandidat, når der skal stemmes. Ifølge en anden nylig måling, foretaget af Selzer & Co. siger 45 %, at de kan overtales til at støtte en anden kandidat som deres førstevalg, end de har valgt. Hos CBS News/YouGov-målingen siger kun 12 %, at de sandsynligvis ændrer mening, hvorimod 31 % siger, at de har besluttet sig. Men 57 % svarer, at de sandsynligvis har gjort op med sig selv, på hvem de stemmer – så også her ser vi, at der er rum for, at tingene i en eller anden grad kan skifte. Kort sagt: En del meninger kan ændres.

Bernie Sanders har stadig en chance

Man kan sagtens argumentere for, at Bernie Sanders er det bedste bud på en vinder i Iowa, og det kan vise sig at være problem, hvis man hedder Joe Biden.

Som analytikeren Kyle Kondik noterede sig, så er den største trussel mod Biden fra de tidlige stater, at Sanders vinder Iowa, New Hampshire og Nevada – de tre første stater. Man kan godt lave en analyse, der hedder, at en sejr i Iowa vil give ham det momentum, der skal til, for at vinde New Hampshire efter Iowa. Vinder man de to stater, vinder man nomineringen, hvis man kigger på historien fra 1976 og frem.

At det er Bernie Sanders, der ender med at stå med sejren i Wisconsin til sommer, er bestemt en realistisk mulighed.

Joe Biden kan vinde Iowa

Her på siden har vi gjort meget ud af at fremhæve, at Iowa er en af de helt store udfordringer for Joe Biden, hvilket blandt andet skyldes, at godt 90 % af statens befolkning er hvid, hvor Biden nationalt klarer sig på niveau med Sanders og Warren, mens han er markant længere foran dem blandt afroamerikanere for eksempel. Det er nu også klart, at Bidens chancer for at vinde Iowa er nogle helt andre end for at vinde staten, hvor han står klart stærkest af de første fire, nemlig South Carolina. I de tre meningsmålinger lå Biden på 15 %(Selzer & Co.), 23 %(CBS News/YouGov) og 24 %(Monmouth University).

Biden kan godt vinde Iowa, og ifølge Fivethirtyeight har han lige nu 30 % sandsynlighed for at få flest stemmer i Iowa – stort set lige med Bernie Sanders på 28 %. En sejr, der selvfølgelig vil stille Biden stærkere, mens det så kan diskuteres, i hvor høj grad hans chancer for at vinde nomineringen vil stige. Men en reel mulighed for at tackle ham vil da være fejet af banen.

Buttigieg opbakning synes falmet

I de tre målinger stod Buttigieg på 23 %(CBS/YouGov), 16 %(Selzer & Co.) og 17 %(Monmouth University). I ingen af disse målinger har Buttigieg ført, og hos Monmouth har han mistet 5 procentpoint, mens han hos Selzer har mistet hele 9 procentpoint, siden de sidst foretog måling i staten. Det bedste for Buttigieg var, da Sanders og Biden begge to stod på 23 % i CBS/YouGov-målingen.

Buttigieg kan selvsagt godt vinde Iowa, men han kan godt rynke panden en smule over disse målinger, selvom de på ingen måde er katastrofale, og løbet – minder vi lige om igen – er meget tæt.

For Elizabeth Warren, den sidste kandidat i firekløveret, er disse målinger godt nyt for hende: De viser nemlig, at hun fortsat har rigtig gode muligheder for at vinde Iowa, på trods af de problemer, som hun har været i, og som vi her på USA2020.dk har beskrevet – blandt andet ved et fald fra andenplads til en femteplads i vores rangeringer. Warren er stadig med.

 

 

 

About the Author

Jakob Terp-Hansen
Redaktør på USA2020.dk. Mail: Jakob@terp-hansen.dk

Kommentarer on "Nedslag i nye meningsmålinger fra Iowa"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*


Vi bruger cookies

Vi håber, du vil acceptere dem, så vi kan måle besøg, men du behøver selvfølgelig ikke.