Sidste top 5 inden Iowa: Bernie har medvind

Foto: Gage Skidmore.Licens

Af Henrik Jürgensen og Jakob Terp-Hansen

Velkommen til USA2020.dks sidste top 5 inden Iowa. Vi kigger på, hvordan situationen er nu, og lad os være klare i mælet: Bernie Sanders har medvind.

Herunder følger vores top 5. I parentes er angivet, hvor kandidaterne stod i seneste rangering.

1. Joe Biden(1)

Som det har været i næsten alle de top 5-opgørelser, som vi har udarbejdet, er det med tidligere vicepræsident Joe Biden i spidsen. Også selvom Bernie Sanders har medvind. Joe Biden er stadig den kandidat, som det er lettest at se vinde nomineringen. Mediet Fivethirtyeight giver ham 45 % sandsynlighed for at få en majoritet af bundne delegerede1 – gode odds, når man tænker på, at det er i forhold til alle andre scenarier for, hvordan primærvalget kan falde ud af. Som vi før har beskrevet, er Iowa og New Hampshire svage stater for Joe Biden, og den største trussel mod ham fra de første tre stater er, at Bernie Sanders – den næstmest sandsynlige vinder af primærvalget – vinder Iowa, New Hampshire og Nevada.

Joe Biden bevarer sin stærke opbakning blandt afroamerikanske vælgere, og husk også på, at en andenplads i Iowa – et sandsynligt scenarie for den tidligere vicepræsident, der potentielt også kan vinde staten – vil være godt for ham, når man tænker på, at den er svær for Biden. Joe Biden er, som vi bevæger os mod Iowa, det bedste bud på den demokratiske præsidentkandidat mod Donald Trump.

2. Bernie Sanders(3)

Bernie Sanders har medvind og synes at være en svag favorit til at vinde Iowa, selvom det er enormt tæt. Det valg berører jeg nærmere i en større optakt, der kommer på mandag. Men kigger vi på New Hampshire, staten efter Iowa, ser det ud til, at Sanders er en forholdsvis klar frontløber. Fire af de seneste fem meningsmålinger fra The Granite State har Sanders ført med minimum 7 procentpoint i, og Henrik Jürgensen bød i vores første podcast også på, at Bernie Sanders ville vinde New Hampshire. Fivethirtyeight giver ham i skrivende stund en sandsynlighed på 52 % for dette scenarie – mens den næstmest sandsynlige vinder, Joe Biden, har blot 21 % sandsynlighed. Et klart forspring. Det er slet ikke udelukket, at Sanders kan tage alle de tre første stater – i Nevada står han også godt. Ifølge The Economist står Vermont-senatoren desuden på 20 % nationalt.

Hvad taler så imod Sanders? En del, fortsat. Som politologen Jonathan Bernstein har beskrevet, er Sanders en factional candidate, og processen, skriver Bernstein, belønner “coalition-style candidates” – altså kandidater, der kan opbygge en koalition. Sanders kan desuden møde en reel bevægelse, hvis det går godt for ham, der forsøger på at stoppe ham. Kunne præsident Barack Obama sågar finde på at tale imod Sanders?

3. Brokered Convention(2)

Med Sanders på vej frem – måske på bekostning af Warren – ser vi muligvis en begyndende konsolidering af venstrefløjsstemmerne. Spørgsmålet er så, om det øger eller formindsker chancen (eller risikoen, om man vil) for, at ingen kandidat har fået et flertal af delegerede, og vi dermed skal have et åbent konvent. Med Biden og Sanders i udbrud og Warren og Buttigieg i nedadgående retning, fastholder vi brokered convention på 3. pladsen, idet vi pt. anser det for usandsynligt, at Warren og/eller Buttigeg reelt kommer i spil.

4. Elizabeth Warren(5)

Warren er stadig med i ræset, og vi rykker hende en placering op. Det var en god nyhed for hende, da avisen fra Iowa, Des Moines Register, støttede hendes kandidatur. Hvor meget det vil betyde, må vi se, men man må formode, at det vil have en eller anden form for positiv effekt på hende. Og støtterklæringen faldt på et tørt sted. Jævnfør RealClearPolitics’ oversigt har Warren ikke ført i en eneste meningsmåling i Iowa i år, og selvom hun- som Sanders – vil kunne forsøge at affeje et nederlag med argumentet om, at hun var tvunget til at være til stede i Senatet på grund af impeachment, så står hun langt svagere end Sanders i New Hampshire ligeså. Med et nederlag i de to stater er det stærkt usandsynligt, at den nominerede i 2020 kommer til at hedde Elizabeth Warren. Lad os dog sætte tyk streg under, at det fortsat er meget åbent i Iowa.

5. Pete Buttigieg(4)

Som det står nu, vinder Pete Buttigieg ikke nomineringen. Som Warren har han ikke ført i én meningsmåling fra Iowa i år jævnfør RealClearPolitics, og det bedste, han har haft, var en måling fra starten af januar, der delvis blev foretaget i år, hvor han stod på 23 % – sammen med Biden og Sanders. Buttigieg skal vinde Iowa – og gør han ikke det, skal han vinde New Hampshire, men det er ikke sandsynligt, at han gør det, hvis ikke han vinder Iowa. Efter de to stater bliver terrænet for svært for ham, så medmindre han kan hive en kanin frem fra hatten, ja, så bliver det ikke Buttigieg, som Demokraterne skal håbe kan slå Trump i 2020. Hans opbakning blandt afroamerikanske vælgere er på et meget, meget lavt niveau, og det forbedrer sig ikke, medmindre – skal han håbe – han virkelig får noget positiv omtale fra Iowa og New Hampshire. Pete Buttigieg er det mindst sandsynlige scenarie i denne top 5.

  1. Pledge delegates []

About the Author

Jakob Terp-Hansen
Redaktør på USA2020.dk. Mail: Jakob@terp-hansen.dk

Kommentarer on "Sidste top 5 inden Iowa: Bernie har medvind"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*


Vi bruger cookies

Vi håber, du vil acceptere dem, så vi kan måle besøg, men du behøver selvfølgelig ikke.