Dagens valg: Er der mulighed for comeback?

Foto: Gage Skidmore. Licens

I dag er det atter valgdag i kampen om at finde den demokratiske kandidat, der skal udfordre Donald Trump i november. Der er ingen tvivl om, at Joe Biden, den tidligere vicepræsident, lige nu er favorit til at være manden, der skal tage denne udfordring op. Klar favorit.

Der er valghandlinger i seks stater i dag, såvel som Democrats Abroad afslutter deres primærvalg, og nogle af disse valghandlingerne stiller i sagens natur Biden bedre end andre.

I Mississippi kommer Joe Biden til at vinde, og det bliver ikke tæt. En klar majoritet af vælgerkorpset vil være afroamerikansk, og i den ene relevante meningsmåling, der har været ifølge denne oversigt1 står Biden til 77 % af stemmerne, mens Sanders står til 22 %. I 2016 fik Hillary Clinton mere end 80 % af stemmerne i statens primærvalg.

I Missouri har der været tre meningsmålinger i marts, hvor forskellen har været meget spredt. En enkelt måling har vist et forspring på blot 4 procentpoint, men to andre har Biden foran med henholdvis 22 og 30 procentpoint, og kort sagt er Biden også klar favorit i Missouri, selvom 2016-valget blev afgjort på mindre end et procentpoint.

Sanders har bedre muligheder i Idaho, Washington og North Dakota. Vermont-senatoren vandt alle disse stater i 2016, men der er udover i Washington og Idaho ingen meningsmålinger fra disse stater. I Idaho har Biden en føring på 4 procentpoint ifølge Data For Progress.

De tre målinger, der har været fra Washington i marts, indikerer gennemsnitligt et ret tæt løb – det hører dog med til historien, at Washington i 2016 var et caucus-valg, nu er det et gængst primærvalg. Det samme gælder for Idaho, mens North Dakota i dag er et såkaldt firehouse caucus, som minder meget et primærvalg, og hvor det er statspartiet og ikke statsregeringen, som afholder valget.

Comeback i Michigan?

Staten, som man skal holde øje med, er Michigan. I 2016 vandt Bernie Sanders rustbæltestaten, selvom meningsmålingerne i den grad indikerede det modsatte. I RealClearPolitics endelige gennemsnit af tre målinger op til valget stod Hillary Clinton med et forspring på omtrent 21 procentpoint. Sanders endte med at vinde staten snævert med 1.5 procentpoint.

Det er dog uden tvivl Joe Biden, som er indehaver af favoritværdigheden. Ikke blot har han kun været foran med mindre end 10 procentpoint i meningsmålinger, der udelukkende er foretaget efter Super Tuesday, en enkelt gang, og selvom marginerne igen er meget spredte, har Biden helt klart matchbold.

Hertil kommer dels, at 20 % af vælgerkorpset i 2016 var afroamerikanere, og dels at hvide vælgere uden collegegrad ganske vist gik til Sanders med 15 % i 2016-primærvalget, men at Joe Biden for eksempel har vundet disse i stater som Massachusetts og Minnesota henholdvis 8 og 12 procentpoint, og at han formentlig vil være langt stærkere blandt disse vælgere, end Hillary Clinton var.

Skulle Sanders ende med at vinde Michigan, ville det muligvis kunne starte en fortælling om en kandidat, der rejste sig efter et svigende nederlag på Super Tuesday. Især hvis han formår at få flere stater med. For slet ikke at tale om, at han i den grad vil klare sig bedre, end meningsmålingerne peger på. Da det mere eller mindre er afskrevet, at Sanders vinder Mississippi og meget usandsynligt, at han vinder Missouri, så er Michigan stedet, hvor han kan vinde en sådan fortælling – og har en eller anden chance.

Michigan er den stat, der byder på flest delegerede i dag.

Perspektiverne efter tirsdag

Det er jo som bekendt svært at spå om fremtiden, men Joe Biden er kandidaten, der skal slås, og vinden blæser hans vej. Kandidater som Pete Buttigieg, Amy Klobuchar og Michael Bloomberg er ude og har samlet sig om Joe Biden, der i det hele taget er milevidt foran Bernie Sanders i endorsements. I RealClearPolitics gennemsnit af nationale meningsmålinger står Biden med en føring på godt 16 procentpoint. De efterfølgende store valg, 17. marts, i Illinois, Ohio, Florida og Arizona er der ikke meget data fra i marts(der er intet fra Ohio), men det, der er, peger i overvældende grad i retning af en Biden-triumfer.

Hvis Sanders skal formå at mønstre det, han kan håbe – men det er slet ikke engang sikkert – vil være et comeback, skal det begynde i dag og fortsætte 15. marts, hvor han og Joe Biden går head-to-head i en debat to dage før valgene i de fire stater, selvom mange vælgere allerede vil have stemt tidligt, hvilket mindsker debattens indvirkning. Spørgsmålet er, om Sanders kan påbegynde noget, der kan blive et comeback i dag. Det er ikke sandsynligt, at der er mulighed for det i dag, men uanset hvad skal Biden nok heller ikke forvente, at Sanders dropper ud før konventet. Det er vigtigt at påpege, at dynamikken kan skifte.

Men tendensen er klar: Joe Biden er frontløber og favorit til at vinde den demokratiske nominering 2020.

 

  1. Det er ud fra Fivethirtyeights oversigter, at jeg omtaler det data, der er til rådighed []

Kommentarer on "Dagens valg: Er der mulighed for comeback?"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*