TV-debat inden South Carolina: Vindere og tabere

Foto: Gage Skidmore.Licens

Nattens tv-debat var optakt til South Carolinas primary, der skydes af på lørdag. Inden debatten havde Bernie Sanders taget føringen efter en stor sejr i Nevadas caucus, mens Biden efter et par rædselsfulde resultater i Iowa og New Hampshire og en hæderlig andenplads i Nevada er pisket til at vinde South Carolina. Og hvordan gik det så?

Vindere

Joe Biden

Biden er ikke nogen stærk debattør, men med ryggen mod muren leverede han, hvad flere analytikere kalder hans bedste præstation til dato. Biden vrøvler til tider, men generelt er der enighed om, at han endelig leverede varen. Nu bliver det spændende at se, om det var nok til at sikre ham den livsnødvendige sejr i South Carolina.

Bernie Sanders

Bernie var frontrunner inden debatten, og derfor havde de øvrige kandidater i langt højere grad end tidligere indstillet skytset mod ham, og han tog da også et par “hits” undervejs, men generelt synes det at være gået fornuftigt, og umiddelbart er der ikke noget, der indikerer, at han er blevet rystet for alvor.

Michael Bloomberg

Efter en nærmest katastrofal indsats i den forrige tv-debat, er der enighed om, at han nok ikke var fremragende, men dog langt bedre denne gang. Han skal dog stadig håbe på, at hans byge af tv-reklamer kan vinde Super Tuesday for ham.

Det åbne konvent

Vi mener stadig, at det åbne konvent er det pt. mest sandsynlige scenario (med en Sanders-sejr på andenpladsen). Nattens debat ændrede ikke på det faktum, og fivethirtyeight.coms ret volatile model er pt enig med os.

Tabere

Elizabeth Warren

Solid performance fra hende, men hun har efterhånden brug for et mirakel. Det udeblev.

Amy Klobuchar og Pete Buttigieg

Man kan måske argumentere for, at de igen i går viste, at de er feltets bedste debattører. Men det så svært ud for dem begge inden debatten, og det har ikke ændret sig.

Tom Steyer

Milliardæren Steyer har satset stenhårdt på South Carolina, hvor han da også ligger solidt til i meningsmålingerne. Men hans performance i nat har næppe gjort det store for ham.

Kommentarer on "TV-debat inden South Carolina: Vindere og tabere"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*


Vi bruger cookies

Vi håber, du vil acceptere dem, så vi kan måle besøg, men du behøver selvfølgelig ikke.